At have et filter, eller ikke at have et filter

Jeg sidder her og diskuterer med mine svigerforældre. Og bliver lidt harm... Men nu undres jeg og tænker over min egen tilgang til verden.

Jeg mener, jeg har en pligt, både i mit virke som lærer, som forælder og som menneske i vores fælles samfund, til at reagere på adfærd, jeg finder skadelig, både for det enkelte menneske og for samfundet generelt.

Jeg prøver med et eksempel: Hvis jeg ser en mand (eller kvinde, kønnet er ligegyldigt), der slår sit barn, så mener jeg, jeg har en pligt til at reagere. Fortælle ham/hende, og ikke mindst barnet, at det er forkert at slå!

Jeg tror faktisk ikke, der er mange, der er uenige med mig her. Der er muligvis mennesker, der ikke "tør" reagere, men de ved godt, at de bør!

Men se... Jeg mener faktisk også, jeg har pligt til at reagere, når jeg ser potentiel psykisk skadende adfærd... Når forældre ikke irettesætter deres børn, når de gør noget forkert, fx. kaster sand på nogen, tager legetøj ud af hånden eller kalder fremmede for grimme ord.

Og så fik jeg ballade... Min svigerfar mente bestemt, at jeg ville blive yderst upopulær over at "irettesætte" og "ydmyge" andre voksne mennesker i det offentlige rum. Nå?! Jeg er faktisk ikke interesseret i at vinde en popularitetskonkurrence! Så mente min svigerfar, at jeg ikke skulle være en regulær Messias og blande mig uden om. Nå?! Jeg interesserer mig rent faktisk for det samfund jeg og mine børn skal leve i... SAMMEN med andre mennesker, der helst skulle kunne samarbejde, udvise empati og tage hensyn til hinanden.
Så fik jeg at vide, at hvis jeg havde irettesat HANS barn i køen i Netto midt i Ulvetimen, så ville han have brugt de laveste skældsord om mig og bedt mig skride... Min eneste respons må være "Fantastisk forbillede, du er for dit barn!"

Min svigermor mener, det er fordi jeg mangler en si/et filter... Jeg blabrer bare ud med ALT, der popper op i hovedet på mig... Tja... Det kan da godt være. Jeg mener da godt, jeg kan finde ud af at tage hensyn til særligt delikate situationer. Men lægge låg på en retmæssig mening eller børnenes opdragelse bare fordi vi lige skal hygge eller det bør man ikke tale om... Det er jeg sgu nok ikke så god til. Er det ikke bare en form for Fru Hyacinth Fint skal det være?!

Jeg oplever en stigning i egoistiske børn, konfliktsky voksne og en barndom omgivet af ekspertmeninger vs. utryghed og bekræftelse. Jeg er ikke den eneste. Du kan fx. læse en artikel HER. Eller HER. Eller HER. Eller HER. Og svigerforældrene er enige... Der er sørme mange børn, der ikke opfører sig pænt!

Men blande sig? Det er åbenbart ikke vores alle sammens pligt...
Dagens avis skriver 7. juli 2014

Før i tiden var det sådan, at buschauffører, lærere, butiksassistenter og andre forældre måtte skride ind og rette på et barn, der opførte sig dårligt. De agerede som mors og fars øjne og øre, når børnene var ude af syne, og alle arbejdede sammen med det samme mål: At få velopdragne børn.
Men sådan er det ikke længere. Hvis andre forsøger at irettesætte nogle andres barn, bliver mor og far sure. De vil have, deres barn skal fremstå som et perfekt individ, så de stiller sig uforstående over for andres bemærkninger, når de hører, at deres barn ikke er så perfekt, som de vil have, det skal være.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv!

Hvad mener du?

Må jeg irettesætte en voksen, der slår sit barn?
Må jeg irettesætte et barn, der slår sin mor?
Må jeg irettesætte en mor, der ikke irettesætter sit barn, for at slå et andet barn?
Må jeg irettesætte et barn, der er alene på besøg i mit hjem?
Må jeg irettesætte et barn, der er på besøg med sine forældre i mit hjem?
Må jeg kun irettesætte i mit virke som lærer, men ikke som forbruger i vores fælles samfund?