lørdag den 29. november 2014

Apropos Madspild

"Hjemmesiden www.mindremadspild.dk er et forum, hvor alle kan dele gode idéer, aktiviteter, erfaringer og resultater om mindre madspild."


Jeg får lyst til at snakke om madspild

Dokumentaren på DR skal du virkelig til at skynde dig at se. På trods af medieopmærksomheden på madspildsproblematikkerne, har DR valgt at tage den af programmet, når december træder igennem. (hvilket jo er lidt fjollet, når du læser videre)

Dansk Supermarked har været ude med riven igen... Føj Føtex!

Før jeg går i gang med at snakke om, hvilket ansvar du som forbruger har, så lad mig starte ved begyndelsen af fødevarekæden: Landmanden.
  • 40-50% kartofler bliver liggende på marken på grund af den forkerte størrelse... De er ikke dårlige, eller grønne, eller ødelagte... De er for store! [kilde: Madspild for millioner]
  • Samlet set er der et madspild på 193.000 tons hos frugt- og grøntavlere. Det svarer til 14% af Danmarks samlede madspild.
  • Kornavlere er værre, de står for 21% af Danmarks samlede madspild.
  • I alt står landmanden for hele 45% af Danmarks samlede madspild. Og her er der altså ikke tale om uspiselige fødevarer, men krumme agurker, dyre-dødelighed og skiftende trends hos forbrugerne. [kilde: Fødevareøkonomisk institut]
Læg mærke til, at langt størstedelen af landmandens madspild faktisk er baseret på forbrugernes, detailhandlens og politikernes holdning til størrelse, form og farve frem for smag. Det er dermed ikke landmanden, der bestemmer, hvilket udbud der skal ligge på hylderne i supermarkederne. [kilde: Madspild for millioner]

Hvis du som forbruger, 
vil nedsætte madspildet i Danmark, 
så lær at spise krumme agurker, uens gulerødder og plettet blomkål.

Foto lånt af The Vegan Pensieve
Der slagtes 100.000.000 kyllinger årligt i Danmark. For hver høne fødes en hane... som ikke kan bruges pga. efterspørgslen på brystkød. 

Der er 3.000.000 æglæggende høns på ethvert givent tidspunkt i Danmark. For hver høne fødes en hane... som ikke kan bruges pga. ... ja, den kan jo ikke lægge æg, vel?!
Selvom madspildet fra detailhandlen "kun" svarer til 3% af Danmarks samlede madspild, er det stadig 46.000 tons mad årligt! [kilde: Fødevareøkonomisk institut]
Igen handler det om forbrugeren. Forbrugerne vil gerne have et stort udvalg og varer fyldte hylder fra kl. 8 til kl. 22. Det giver et enormt madspild. kilde: Madspild for millioner]
Supermarkederne har flyttet sig meget de seneste år. Små gule mærkater med 15-50% besparelser bliver sat på varer med kort tid til sidste holdbarhedsdato. Og forbrugerne tager gladeligt imod dem.
Hvis jeg skal bruge fløde samme aften, har jeg intet problem i at købe en, der udløber samme dag med lidt rabat.

Hvis du som forbruger,
vil nedsætte madspildet i Danmark,
så stop at forlange fyldte hylder efter kl. 18 og omkring helligdage.

Lånt fra Wikipedia
1.530.000 kr.

Så mange penge bliver der smidt i skraldespanden i de danske hjem  i december. Det svarer til gennemsnitligt 933 kr. pr. familie. [kilde: DR Nyheder]
Det er utaknemmeligt, utilgiveligt og ulækkert!
Faktisk er det hele 35% af det samlede madspild i Danmark, der kommer direkte fra forbrugernes egne køkkener! Det svarer til 480.000 tons årlig! Som igen svarer til 85 kg om året pr. person i Danmark, høj som lav, ung som gammel! 
3,5 kg madaffald om ugen pr. gennemsnitsfamilie!
Det kan simpelthen ikke passe, en gennemsnitsfamilie ikke kan spare lidt der!

Køb kun det, du skal bruge.
Brug det, du har.
Køb lokalt og pr. vægt eller stk. i stedet for massetilbud.

Tallene fra Fødevareøkonomisk Institut er fra 2011. AgroTech har således arbejdet videre med tallene og Ingeniøren har vist et glimrende eksempel på, hvorledes disse enormt store tal skal absorberes af almindelige mennesker.

Lånt fra Ingeniøren
Slutteligt et par gode tips.

Lånt fra Wikipedia

Lav din egen bouillon fra "køkkenaffald", eller lav hele suppen ud fra tøm-køleskabet-princippet.

Lav madplan, det hjælper dig til kun at købe det nødvendige, husk at tilføje 1-2 restedage.
En restedag kan sagtens bestå af 2-3 smårester, frisk salat eller grøntsagsstave og brød eller pasta.

Lånt fra Wikipedia
Tænk over det, når du spiser ude, specielt fra buffeter. Du sender et signal til restauranten. Hver gang kunder tager for meget fra buffeten eller kræver et større udvalg, bliver restauranten nødt til at forøg mængden af mad.

Hvis du har mange rester kan du jo dele det ned nogen: Dinnersurfer

Stop Spild Af Mad

torsdag den 27. november 2014

Spiser du GMO-holdige fødevarer uden at vide det?

Jeg har netop afsluttet gensynet med den meget omdiskuterede dokumentar "Food Inc." fra 2008. Denne gang med notepapir og kuglepen parat.
Jeg ved godt, dokumentaren omhandler det amerikanske fødevaremarked, men hvis du tror, du er forskånet, fordi du bor i Europa, eller endnu mere i Danmark, kan du godt tro om igen.

Et faktum fra filmen (fra 2008)

Da amerikanerne allerede handler fødevarer med EU, er produkterne naturligvis også nået til danmark. Et lignende tal gør sig i øvrigt gældende for majs. [kilde: worldwatch.com]
I snart 20 år har de danske forbrugere spist svinekød og oksekød fra konventionelt opdrættede dyr, der er blevet fodret med genmodificeret foder, GMO. [kilde: business.dk]


Tilbage i 2004 blev Monsanto's RoundUp-resistente majs (MON 863) godkendt til det europæiske marked. Blot 3 år efter fremlagde den franske professor Séralini, med midler fra Greenpeace, en rapport, der viste at rotter fodret med netop MON 863 efter blot 90 dage viste tydelige tegn på vitale organskader og hastigt voksende tumorer. EU vurderede, at det var for hurtigt at vise noget endegyldigt billede, derfor fortsatte vi med at fodre med MON 863.


I 2009 blev endnu et studie skudt til jorden, men den dag i dag fortsætter Séralini og Greenpeace ufortrødent kampen mod de nu 3 genetiske varianter. [kilder: Ingeniøren, WikiPedia]

Faktum: 
Konventionelt opdrættede svin og køer fodres med 
potentielt skadeligt, genmodificeret majs og soya.

Hvad så med kyllingerne?
Jamen det har gået forbrugerne meget på, det der med de genmodificerede produkter, at fjerkræsbranchen simpelthen ikke kunne fodre kyllingerne med produkterne.
Men nu NÆGTER forbrugerne at betale prisen, for de stadigt stigene priser på foder (på grund af Monsanto's monopol-marked på genmodificerede majs), derfor blev det i februar i år vedtaget, at 117 millioner danske slagtehøns nu bliver fodret med GMO foder. [kilde: Berlingske]

Faktum:
FORBRUGERNE HAR VALGT
at slagtekyllinger skal fodres med genmodificeret majs.

Læs mere om slagtekyllinger og andre husdyrforhold på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside,
hvor jeg også har lånt dette billede.
Så skulle man tro, at i et dejligt frit og oplyst land som Danmark, skulle der i det mindste være en god mærkningsordning. Det er der også! Men hverken Coop eller Dansk Supermarked forhandler GMO-holdige fødevarer i deres butikker. [kilde: Berlingske]

Jamen, tænker du så, hun siger jo lige, at al kødet indeholder GMO...
Øh, nej! Det sagde jeg ikke...
Hvad jeg sagde var: "Dyrene er FODRET med GMO-holdigt foder!"
Er det ikke det samme?

"Følgende produkter skal ikke mærkes:
Produkter, som f.eks. kød, mælk eller æg fra dyr, der har fået genmodificeret foder."

Jeps, dansk lovgivning, når det er bedst!

Faktum:
De fortæller dig IKKE, 
du spiser kød fra dyr fodret med GMO!
Og du har selv valgt det!
Fordi du ikke vil betale prisen!

Kan man ikke slippe?
Jo, det kan du godt... Svaret kommer her: [kilde: Berlingske]

Foto lånt NaturErhvervsstyrelsen
Fortsættelse følger...

tirsdag den 25. november 2014

Dræb din livret


Tanker om programmet...

Jeg er lige så uviden om den gennemsnitlige danskers viden om madens oprindelse og dyrevelfærd, som den gennemsnitlige dansker er uviden om min viden om det samme.

Det handler ikke om piedestaler eller arrogance.
Det handler udelukkende om min forudindtagenhed om den gennemsnitlige danskers opsøgen og absorbering af informationer.

Jeg har ofte undret mig over, hvordan den gennemsnitlige dansker kan se sig selv i øjnene efter købet af burhøseæg, når de nu er så velinformerede om læggehønernes generelle velbefindende. Eller mangel på samme.

Men hvad nu, hvis de ikke er velinformerede?
Hvad nu, hvis det er MIG, der antager, de er velinformerede, fordi JEG er?

Så kan jeg da godt forstå, jeg fremstår som fordømmende og prædikende overfor den gennemsnitlige danskers valg.

Tænk, at Bubber skulle være manden, der åbnede mine øjne.

Så hvis du lige nu føler dig trådt over tæerne, talt ned til og fordømt, så vid at jeg kun dømmer dig på den viden, du har hørt/set/læst og dermed absorberet, og ikke på den viden jeg mener, du bør have.

Se 1. afsnit af 'Dræb din livret' HER. 4. afsnit kan du se på torsdag kl. 21 på DR3.

Ønsker du derimod at blive klogere på madens vej fra jord til bord, kan jeg anbefale dig at se et par gode dokumentarfilm.

14 år... Who knew?!

I en stadig mere materialistisk verden har min 14-års dag været aldeles minimalistisk. Til gengæld har vi haft en masse vidunderlige oplevelser, ikke mindst smagsoplevelser.

På et tidspunkt mellem åbningen af Øresundsbroen og endnu et dansk nej til Euroen satte jeg mig ind i et nyt klasselokale på VUC i Fredericia for at afslutte Samfundsfag, det ene af de sidste manglende fag for at afslutte min HF.
I både samfundsfagsklassen, tyskklassen, rygerummet og kantinen stødte jeg gentagne gange ind i samme person, en Sjællandsk fyr med en tilsyneladende pedantisk tilgang til påklædning... Jeg mener, hvem stryger sine cowboybukser?
Efter et par behagelige samtaler, ofte i forbindelse med samarbejdsopgaver i samfundsfag, fandt jeg ud af, at han ud over at eje mindst 7 cardigans også var en glimrende golfspiller. En nær veninde bad mig eftertjekke hans alder, om jeg havde fundet mig en 'morfar'?
Efter en glimrende samfundsfagsopgave om Det Økologiske Råd, øl og pool på '7eren' og filmaften i hans lejlighed, blev vi 24. november 2000 kærester.

De første 2 år havde vi hver vores lejlighed, så flyttede vi over broen til et vidunderligt byhus. 5 år senere blev vi gift og fødte vores første datter, og endnu 1½ år efter kom barn nummer to.
Who would have ever guessed?

heart line photo: heart 0cRSHKNhUC.gif

Mandag morgen er mandag morgen når man er forældre. Her er der ikke noget der hedder sove længe på sin fødselsdag eller blive forkælet på kærestedage... Men børnene var glade, morgenmaden blev indtaget i god ro og orden, og jeg fik endda handlet ind efter aflevering af Mindstetrolden.

Jeg besluttede mig for at forkæle os lidt til frokosten:

Herren fik peberkrydret makrel med røræg
Hvornår kan jeg IKKE spise fiskefileter?
Aftensmaden bestod faktisk af forret, hovedret og dessert.
Desserten havde pigerne udvalgt i Lidls Deluxe serie, sorbetis anrettede i smukke champagneglas.

Forreten bestod af 2/3 dele Tommys pastinak:


Ej, seriøst... Hvor stor kan en økologisk pastinak blive?

Klemmen er blot med for at illustrere størrelsen
Suppen blev lavet på, hvad der før var Herrens hade-grøntsag #No.1:

Jordskokker!
Pastinak-jordskoksuppe (4 pers.)
10g smør
1 fed hvidløg, finthakket
½ løg, finthakket
250g pastinak i tern
175g jordskokker i tern
1 tsk. tørret timian (eller brug frisk)
½ liter hønsebouillon
1 dl fløde (her soyafløde)
1 tsk. citronsaft
salt & peber
  1. Steg løg og hvidløg klare i smør, det må ikke tage farve.
  2. Tilsæt pastinakker, jordskokker og timian og rør rundt, det må stadig ikke tage farve.
  3. Tilsæt bouillon og lad det koge, til grøntsagerne er møre.
  4. Blend med fløde og citronsaft. Smag til med salt og peber.
  5. Server med stegte kammuslinger, smørstegte pastinakkugler (lavet med parisiennejern) og lidt persille.

Hovedretten bestod af halvbagte og smørstegte kartofler, karamel-stegte laksekoteletter og blomkålsbearnaise.


fredag den 21. november 2014

Skoleinformationsmøde & Pai-ayyy-ja

Det hele startede med en mail:
"Jeg lurer på om du önsker å pröve en Crock-Pot slow cooker"
Søde Anna Järvholm fra Acreto i Sverige beder om min postadresse.


Vupti, 8 dage senere banker UPS på med en stor pakke til mig...

Så kommer det svære...


Where to begin?!

Valget blev faktisk overraskende nemt...


Hvad skal man ellers bruge Chorizo til?

Paella med quinoa [glutenfri] (4 pers.)
125g chorizo i tynde skiver
150g frosne rejer, MSC-mærkede naturligvis
2½ dl quinoa
1 dl hvidvin
300g flåede, hakkede tomater
1½ dl kyllingebouillon
2½ dl frosne ærter
1 peberfrugt i tern
1 løg i tern
1 tsk. gurkemeje
1 tsk. paprika (sød eller rosen- efter smag)

  1. Bland alle ingredienserne i gryden.
  2. Steg på HØJ i 3 timer.
  3. Aflever børn hos vennerne.
  4. Kør til skoleinformationsmøde og mød din yngste datters kommende klassekammeraters forældre.
  5. Tænk "Guuud, er min baby allerede SÅ stor?!" sammen med din ægtefælle og de nærmeste forældre omkring bordet.
  6. Drik noget stærkt, sort skolekaffe og grin af skolelederens uheldigheder under den lynhurtige gennemgang af skolens historie osv.
  7. Hent børn hos vennerne, drik lige en kop rigtig kaffe, mens børnene leger færdig.
  8. Rør rundt i gryden (og husk lige persillen)
  9. SPIS! Mums...
Det er SÅ nemt. Mørt. Lækkert, Rejerne var på ingen måder tørre eller overkogte. Quinoaen var perfekt al dente. Krydringen var perfekt.


Hvorfor kan Herren, der stort set er altædende, ikke lide Chorizo?


Herren laver sine egne små forsøg med CrockPotten. Er den miljøvenlig? Bruger den mindre strøm end ovnen? Mere om det senere

Kender du i øvrigt dette problem?


torsdag den 20. november 2014

Dagen i går, baglæns

En af yndlingsretterne blandt alle husets beboere er burger. Men ligesom så mange andre retter i Byhuset har vi udover bøffen af Nørregårdkød ikke meget til fælles.

Det kræsne sukker-smør-øre af en storesøster nyder sin bolle med smør og spiser bøffen som snack ved siden af som agurke- og tomatskiverne. Mindstetrolden nyder sin bøf i små bidder og laver en burger kun med grøntsager.

Liiidt høj i dag, dog...
Herren spiser bøffen enten på gammeldags manér i en bolle med ketchup og masser af iceberg og agurkeskiver, eller med stegte løg, grønne bønner og blomkålsbearnaise.
Ligesom mig - bare uden løg...


Blomkålsbearnaise (2-4 pers.)
½ blomkålshoved
1 tsk. tørret estragon
½ tsk. salt
2 dl vand
2 spsk. hvidvinseddike
25g smør
25g mel
1 æggeblomme
1/4 dl fløde
  1. Del blomkålshovedet i små buketter og kog møre med estragon, salt og vand.
  2. Blend med hvidvinseddike.
  3. Smelt smør i en kasserolle og lav en melbolle heri. Tilsæt fløde og tag fra varmen.
  4. Pisk en æggeblomme ind i og sæt tilbage på varmen.
  5. Tilsæt blomkålspuréen og server til bøf, medister eller pommes frites som du ville almindelig bearnaise, men med bedre samvittighed.

Apropos blomkål...

Kan du huske den der blomkålsgratin, der smagte fortræffeligt... Den der du købte, da du var fattig studerende, frossen og lige til at stikke ind i ovnen?

Hvad med at opgradere den lidt?

Blomkålsgratin (4 pers.)
1 blomkål
50g smør
50g mel
2 dl mælk (her soyafløde & risdrik)
salt & peber
3 æg, delt i blommer og hvider
75g revet parmesan
rasp
  1. Her blev blomkålen delt i små buketter og lagt i et ovnfast fad, vi kan nemlig ikke fordrage overkogt blomkål. Foretrækker du derimod en blomkål, der kan moses med tungen, kan du med fordel dampe de små blomkålsbuketter 10 min.
  2. Smelt smør og opbag med mel. Tilsæt mælk langsomt, kog op og smag til med salt og peber.
  3. Køl lidt ned og pisk æggeblommerne i saucen.
  4. Pisk æggehviderne stive og vend dem akkurat i saucen med revet ost.
  5. Hæld over blomkålen, drys med rasp og bage 40 min. ved 200 grader.
Her serveret med blommesalat med and (rester fra Mortens Aften)
Blommesalat med and (2 pers.)
200g spidskål, fintsnittet
1 agurk i små tern
3 blommer i tynde både
1 spsk. olivenolie
1 tsk. limesaft
1 tsk. agavesirup
1 spsk. sesam
lidt chili

  1. Bland alle ingredienser. Tilsæt rester af and (ca. 200g)

Tilbage til onsdagen...
Inden aftensmaden blev serveret skulle ungerne aktiveres lidt efter børnehave og skole. Herren skulle helst have lidt ekstra søvn efter nattearbejdet, han kæmper som os andre med maveonde, hovedpine, snot og ondt i halsen.

Vi var et par dage før blevet inviteret på hjemmebagte småkager hos et vennepar, der arbejder super mange timer hjemmefra, er under ombygning og har sit hyr med barn nummer 3... Og alligevel finder moderen et magisk overskud til at bage småkager med sine piger...
Selvfølgelig kan jeg bage nogle småkager med mine børn... Der skal bare ikke være for mange regler, det skal være enkelt og hurtigt...


Pebernødder (ca. 180 stk.)
125g smør, blødgjort
125g sukker
1 æg
skallen fra 1 økologisk appelsin
275g hvedemel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. kanel
½ tsk. kardemomme
1/4 tsk. hvid peber

  1. Pisk smør og sukker i røremaskinen.
  2. Tilsæt æg og appelsinskal.
  3. Tilsæt de øvrige ingredienser og bland godt.
  4. Rul ud i lange pølser og skær i små bidder.
  5. Lad ungerne rulle de små kugler og trykke dem flade. Der er ikke rigtig nogle regler.
  6. Bag 8½ min. ved 190 grader.

tirsdag den 18. november 2014

Se, hvad jeg har fået!

Mere om dette potentielt vidunderlige apparat senere.

fredag den 14. november 2014

Totalt overskudsmorgen...

Det er jo let at stå tidligt op og lave pandekager til morgenmad, når man faktisk ikke har sovet pga. søløven, der har taget bopæl i min hals...
Børnene skal af sted om 20 min. - og så er jeg for en gangs skyld vældig lykkelig for, at jeg ikke skal op og passe et arbejde, men kan drikke et par liter hoste-snaps og snorke indtil ungerne skal hentes igen!

onsdag den 12. november 2014

Når tilbuddene dikterer madplanen

Min lokale Kvickly har de sidste mange uger solgt økologiske blommer til kun 7,95 for en pakke med 6 stk. Det har tvunget mig til at kigge lidt alternativt på madplanen. For når salatgrøntsagerne ikke længere er i højsæson, så må man jo prøve andre ting i salaterne.
Mine børn er ikke vild med vintergrøntsager, så jeg må forsøge med lidt alternative tiltag.

Når man som vi gør, lever noget nær 100% økologisk, er man nødt til at gå efter tilbudene, for at få budgettet til at hænge sammen. Langt størstedelen af kødet henter vi et par gange årligt hos hhv. Allégården og Nørregård. Vi har Danmarks bedste fiskehandler lige nede på havnen og flere vidunderlige grøntsagshandlere at vælge imellem. Hovedvejens Gårdbutik sælger økologisk grønt fra Broendegård hver lørdag, pluk-selv-æbler og -pære i Båring, Tomaten ved Vejlby og Tommys egne øko-grøntsager på torvet i Fredericia hver onsdag.

Vi bor fantastisk. I vores nærområde ligger Aldi, Fakta, Føtex, Kvickly, Lidl, Netto og Rema 1000. Det er absolut muligt at købe økologi på tilbud hver eneste uge.
Nogle varer er bare aldrig på tilbud. Men så slår Føtex sig op på 25% på alt økologi hver 1. lørdag i måneden og vores lokale Kvickly sælger ofte 25% på både frugt & grønt, Änglamark-produkter og Urtekram-produkter.

Vi valgte at servere et stort andebryst fra fritgående and på 1500g på Mortens Aften. Det var mere end rigeligt til 2 voksne og 2 børn. Resterne af kødet brugte jeg her til aften på en lækker salat inspireret af Slankedoktor.

Blommesalat med and (2 pers.)
½ andebrystfilet i strimler
1/3 spidskål, fintsnittet
3/4 agurk i tern
2½ blommer i tynde både
saft fra 1 limefrugt
1 spsk. hørfrøolie
1 spsk. agavesirup
1 spsk. sesamfrø
chilipulver
  1. Bland alle ingredienserne

Et lækkert blomkålshoved fra Tommy røg i indkøbsposen i dag. Lidt samtale frem og tilbage, hvordan skulle vi servere det til andesalaten? Risotto? Dampet? Rå?

Valget faldt på en gammeldags blomkålsgratin, som min bedstemor plejede at lave den (bortset fra den udkogte blomkål)

Blomkålsgratin (2 pers.) 
½ blomkålshoved
50g smør
50g mel (evt. kikærte- eller kartoffelmel)
1 dl fløde (eller soyafløde)
1 dl kogende vand
salt & peber
3 æg (delt i blommer og hvider)
1 dl pastinak (blendet i minihakkeren)
1 dl parmesan, friskrevet
rasp (evt. knuste sesamfrø)
  1. Vi kan godt lide vores blomkål med et godt bid. Hvis du gerne vil have den mere udkogte version, skal du lige dampe blomkålen 10 min. Ellers bare del den i små buketter.
  2. Smelt smør i en gryde og pisk melet ud heri. Vær sikker på at "brænde" melet af så din opbagning ikke smager støvet. Det må naturligvis ikke tage farve.
  3. Tilsæt vand og fløde gradvist under piskning til jævningen er lind.
  4. Køl 3-5 min. og smag til med salt og peber.
  5. Tilsæt æggeblommer under piskning - det er ikke nu, du skal udvise spaghettiarme - her er det afgørende punkt for en lækker gratin.
  6. Pisk hviderne stive i en ren og tør skål. Tilsæt æggehviderne forsigtigt sammen med pastinak og parmesan. Det skal kun akkurat blandes for at beholde luftigheden.
  7. Bland blomkålsbuketterne med sovsen, drys med rasp og sæt i ovnen ved 200 grader ca. 45 min. Den må ikke blive sort på toppen. Du kan evt. dække med låg den første halvdel af tiden.

tirsdag den 11. november 2014

Mortens Aften

Andebrystet med brun sovs, perlebyg, pastinak-fritter og gulerodssalat med granatæble og mandelsplitter.

Risotto og alle dens fætre

Risotto. Bygotto. Speltotto. Rugotto.
Kært barn har mange navne og her i huset elsker, elsker, elsker vi dem alle sammen.
Børnene er lidt skeptiske... Men de elsker det, når vi ikke gør det for kompliceret.

Her er 3 af vores yndlings-'otto'er.

Den første har jeg faktisk lavet mange gange. Og det på trods af, at jeg faktisk ikke bryder mig særligt om radisser. Den blev lanceret på P4 efter åbningen af Danmarks første Grød-restaurant 25. september 2011. Grød og otto'er er jævnlige gæster på vores morgen- og aftenbord.


Spinatbygotto med Vesterhavsost, basilikum og radisser (4 pers.)
500g frisk spinat, skyllet
20g smør
2 dl fløde
peber
200g perlebyg
vand
1 tsk. salt
125g Vesterhavsost, revet
50g radisser, fintsnittede
frisk basilikum
muskatnød, friskrevet
  1. Smelt smørret i en gryde og tilføj spinat (gem en håndfuld til senere). Steg spinat til det falder sammen.
  2. Tilføj fløde og peber og lad det koge ind 15 min.. Blend.
  3. Kog perlebyg i 5-6 dl vand med salt al dente.
  4. Kog den friske spinat og byg med endnu 4 dl vand til vandet er fordampet.
  5. Tilsæt spinatpuré og Vesterhavsost.
  6. Server med fintsnittede radisser, basilikumblade og lidt friskrevet muskatnød.
Spinatbygotto med Vesterhavsost, basilikum og radisser

Jeg har tidligere på bloggen serveret Bygotto med Hytteost.

Bygotto med Hytteost
En ny favorit er Katrines rødbederisotto:

Rødbederisotto med feta, parmesanost, stegt rødbede og timian (2 pers.)
125g rødbeder, skrællede
2 tsk. timian
1 fed hvidløg, finthakket
30g smør
2½ spsk. olivenolie
2 spsk. citronsaft
salt & peber
1 skalotteløg, finthakket
150g arborioris
½ liter bouillon, opvarmet
½ dl hvidvin
75g parmesan, friskrevet
75g feta i tern
frisk persille
  1. Riv 100g rødbeder groft og skær de resterende 25g i tern.
  2. Opvarm 15g smør og 1 spsk. olivenolie i en gryde. Steg de revede rødbeder med hvidløg og timian 15 min.
  3. Tilsæt citronsaft, salt og peber. Blend.
  4. Steg rødbedetern i ½ spsk. olie og drys med salt.
  5. Steg løg møre i 15g smør og 1 spsk. olie og tilsæt ris.
  6. Tilsæt vin og bouillon lidt efter lidt og lad risene suge al væsken.
  7. Tilsæt rødbedepuréen og lad risene koge færdig.
  8. Tilsæt parmesan lige inden servering.
  9. Server med stegte rødbedetern, feta og persille.
Rødbederisotto med feta, parmesan, stegt rødbede og timian
Jeg har tidligere på bloggen serveret Risotto med Soltørrede tomater & Cashewnødder og Butternut Squash Risotto med kalkunbacon og salvie.

Butternut Squash Risotto med kalkunbacon og salvie
En anden risotto, jeg har serveret på bloggen er Risotto med Hokkaido. Den har jeg lavet i forskellige variationer. Hokkaido er en fantastisk grøntsag.

Risotto med Hokkaido
Og når du har lavet for meget risotto - en sjældenhed hvis den er vellavet - men måske var ungerne bare ikke så sultne... Så kan du bruge resterne til Risotto-frikadeller eller Risotto-klatkager. Vejledningen finder du her.

Risotto-klatkager
ER der kombinationer af grøntsager og korn, der ikke kan blive vellykkede?
Hvad er DIN favorit-risotto?