mandag den 30. december 2013

Spam

Øv, hvor er det træls...
Jeg bliver desværre spammet for tiden af idiotiske firmaer, der forsøger at sælge deres produkter.
Derfor føler jeg mig nødsaget til at frabede anonyme kommentarer.
Jeg håber, I stadig vil skrive til mig :-)

lørdag den 28. december 2013

Who Knew? Irish Cheesecake...

Kort om cheesecakes.
I følge Wikipedia blev cheesecakes, som vi kender den i dag, "opfundet" af William Lawrence i New York 1872, da han forsøgte at genskabe den franske ost Neufchâtel - brie/camambert-variant, og ved et uheld skabte en umoden flødeost.
Simona, en italiener i Californien, har skrevet mere om Neufchâtel, og hvordan man laver sin egen hjemmelavede version af osten.

Generelt er den irske cheesecake lavet af en bund af knuste kiks, ubagt ostemasse og frugt-gelé-top.

Moster Muffin og The Irish Man er hjemme i anledning af julen, og har boet i vores lille hus siden torsdag aften, hvor vi kom hjem fra den årlige julefrokost. Pigerne er vilde med at have dem på besøg, for de er super gode til at tage med på legepladsen og gå tur, selv i regnvejr.

Aftensmaden bestod af en variant af Svampe/valnøddepostej med ovnbagte rodfrugter af Kirsten Skaarup. Moster Muffin er ikke vild med selleri og jeg afskyr valnødder, og salviebøtten var tom - så vi lavede vores egen variant:

Ingredienser:
2 små løg, finthakkede
400g champignon, finthakkede
1 stor pastinak, revet
3-4 spsk. rapsolie
Citronsaft fra ½ citron
2 tsk. tørret timian
1 tsk. tørret basilikum
1-2 dl rasp
2 spsk. Husk
1 æg
1 dl soyacousine

Vi fulgte fremgangsmåden på Kirsten Skaarups hjemmeside, og bagte den ca. 35 minutter varmluft 200 grader.

Julegaver Homemade

Så er julen vel overstået.
Og stressen blev holdt nogenlunde i ave.

Julegaverne var hjemmelavede.
Nogle fik en vaskeægte julelikør, baseret på Bismarck-stokke, naturligvis.
Dorothy inspirerede mig. Jeg brugte dog en billig slave-vodka og naturligvis en hulans masse Bismarck-stokke.


Som vanligt arbejder jeg hurtigt og glemmer fotoapparatet - endnu et ikke-nytårsfortsæt.
Ude i blogland, er der mange eksempler på smukke røde pebermynte-snapse... Sådan ser den IKKE ud med danske Bismarck-stokke!
Nærmere...
BABYLYSERØD!!!
Endnu et produkt inspireret af Bismarck-stokkene er Sugar Scrub.
Dette vidunderlige produkt er baseret på sukker... Helt almindeligt hvidt sukker!
Når du går i bad, så smører du din appelsinhud, dine knoprede overarme eller tørre ben ind i Sugar Scrub, og vasker det af... Ta-Daa, baby-numse-blød.
Jeg har snupset hele ideen fra Amy Huntley.
Det tager ingen tid at lave og kan bruges umiddelbart efter.
Sukker, tidselolie, pebermynteessens og rød pulverfarve

Igen er billederne lånt.

Endnu en god idé er Coffee Scrub, samme princip som ovenover, men til den modne kvinde ;-)
Ole Henriksen har faktisk en video om Coffee Scrub:




Jeg blev dog inspireret af Maddy, som jeg også har lånt billeder fra:

 Tørret kaffegrums, tidselolie, honning, sukker & brun farin
Min søster lider frygteligt at tør hud og kokosolie skulle efter sigende være det bedste middel. Men endnu bedre er coconut butter efter Elizabeth's opskrift:


Eneste ingrediens: Fast kokosolie!!!

Endnu en genial gave er læbepomade. Og ikke nok med, at den faktisk er billig og ren at lave... Det er også så nemt, så du ikke engang kan nå ned og købe en ny på samme tid!
Ashley Marie har en fantastisk opskrift, som jeg moderede lidt pga. det amerikanske Kool-Aid.


Rød bivoks, vaseline og kokosolie - og en mikroovn!
Og så vil jeg altså lige dele årets bedste julepynt:


Opskriften og skabelonen kan du hente gratis hos CChobby.

Julen i korte træk:
FØR: GAMMEL TASKE. NU: I-PAD-COVER
MELTING-SNOWMAN-CUPCAKES 6-ÅRS FØDSELSDAG
 Inspiration: The Binder Ladies & King Arthur Flour
PANDEBÅND AF GAMLE STRØMPEBUKSER OG EKSTRA SMUKT BÆLTESPÆNDE FRA PANDURO

HÆKLET HUE  & JULETRÆSKAGEN TIL JULEFROKOSTEN 2. JULEDAG


DESSERT LILLEJULEAFTEN: RIS A LA MANDE-KLATKAGER MED KIRSEBÆRSAUCE-SORBET, FLØDESKUM & MANDELSPLITTER
 
PIZZA LILLEJULEAFTEN

tirsdag den 24. december 2013

I am Legend

Har du set den? Filmen med Will Smith?
Herren og jeg troede, vi havde set enhver at det moderne industrisamfunds katastrofefilm, men næh... Her missede vi én. En god én endda.

Efter filmen sad vi og bearbejdede indtrykkene, som man nu gør, når man ser en film eller dokumentar, der rører ved noget i ens indre kerne. Og det gør I am Legend.
Tankerne fløj hurtigt fra genmanipulation af virus til genmanipulation af fødevarer for at brødføde verdens stadig voksende befolkning. Genmanipulation er allerede en virkelighed, vi ved bare ikke, hvad der sker, når de genmanipulerede celler blander sig med "Moder Naturs eget mesterstykke".

Fra genmanipulation af fødevarer til generel manipulation af fødevarer. Herren havde læst en artikel om, at der ikke var fundet nye antibiotika siden midt-80'erne. Skræmmende tanke. De tager, hvad de har og bruger det forebyggende fordi, og hold nu godt fast, fordi det er billigere for produktionen end det høje hygiejneniveau de moderne opstaldningsforhold ellers kræver.
Ej, men hvad gi'r du mig?! Så lad da være!
Økologiske landmænd smider grisene ud på en mark, klasker et par halve tønder op, smider en balle hø ind en gang om ugen - Et voila, flæskestegen reproducerer nærmest sig selv!

Fra økologi til de multinationale selskaber, der prøver at overtage hele verdens produktion. Det var i filmen/dokumentaren Earthlings vi første gang blev gjort opmærksomme på dette problem. Nu tænker du nok, ej men det er jo Amerika... Ja ja, det er godt nok i Amerika, de store multinationale selskaber tager patent på en særlig god sojabønne, så de lokale farmere skal købe sig til ny sæd hvert år, frem for at gemme en sæk fra forrige produktion - Hvor Herre til Hest!

Men de er her jo! De er jo i Danmark, de multinationale selskaber. De spreder deres sæd over hele verden, og hvis vi er "dumme nok" til at hoppe med på vognen, har vi snart ikke andre valg.
Og her snakker jeg ikke kun op de åbenlyse "dårlige" valg som McDonalds, Shell, Nike og Sony. De står på hylderne i vores danske supermarkeder: Nestlé, Kraft, Mars, L'Oréal og Kellogg's. Selv når du ikke kan se dem, er de der alligevel: Pampers, Vaseline, Lipton, Magnum, Knorr, Whiskas, Hubba Bubba, Oreo, Dole og mange mange mange flere.

Det lyder nærmest som en konspirationsteori. Det er det også næsten.
Jeg vil forsøge over julen at give et større indblik i, hvordan man undgår de multinationale selskaber og støtter danske og lokale varer.

Sov godt derude.

søndag den 22. december 2013

Brændt på, kogt over eller udbrændt?

Åh, så kom julefreden endelig til mig. Endelig kan jeg sidde stille, lytte til musik uden at blive afbrudt af 1000 tanker. Endelig kan jeg nyde en fantastisk film uden at trøstespise af det, der burde være juledagenes godter eller være i gang med det næste projekt.

Jeg har netop siddet i 123 minutter med intet andet end en kop kaffe og nydt filmen "Julie & Julia" med en fantastisk Meryl Streep i den ene kvindelige hovedrolle som Julia Child, den fantastiske amerikanske kok, der lærte amerikanerne om fransk cousine. Den anden hovedrolleindehaver, Amy Adams, spiller Julie Powell, og filmen bygger på ikke mindre end 2 sande historier.

Den rigtige Julie Powell skrev bloggen The Julie/Julia Project tilbage i 2002. En blog om at gennemføre alle Julia Childs 524 opskrifter på blot 1 år. Julie Powell er siden august 2005 i blogland med bloggen What Could Happen?


Bogen Mastering the Art of French Cooking kan købes hos bl.a. Saxo, men du kan sagtens finde mange af hendes opskrifter på internettet. PBS har endda mange af de originale videoklip med Julia Child liggende.


Nå... Men hvor vil jeg så hen med alt det her?
Jo, de seneste måneder har vi levet mere og mere sparsomt. Pengene er små, men min mand og jeg NÆGTER at gå på kompromis med kvaliteten. Det betyder avanceret tilbudsjagt, samme ingrediens på flere måder, årstidens grønsager, intet madspild, minimum af færdigvarer og kød 1-2 gange om ugen...

Det er jo slet ikke skidt, vel?!
Faktisk kan vi mærke, at vi har det bedre. Kødet, sukkeret, alt det kunstige... VÆK... Vi lever, som vi drømte, vi skulle, da vi først besluttede at blive økologiske og droppe mishandlede dyr og støtte sprøjtegift-industrien.
Vores børn er endelig begyndt at give al det mærkelige mad en chance og er blevet mere åbne overfor vores nye madvaner. De er børn, de elsker slik og pølser... Men de værdsætter samværet, hyggen og de hjemmelavede snacks og desserter.

Jeg tror ikke på nytårsfortsæt.
Men én ting KAN jeg love... Bloggen bliver fuld af økologiske, sparsommelige, vegetariske, sunde og rene retter! Mere end nogensinde.

Og med Julie Powell som forbillede, vil jeg være vedholdende og blogge om mad HVER dag i 2014!
Jeg KAN... Jeg VIL...