fredag den 19. september 2014

Et mentalt ekko...


Jeg har et rungende ekko i mit hoved.
Kender du det? At du hører noget, der skærer så meget i ørerne, at det hænger som et ekko længe efter. Et ekko, du ikke kan slette og absolut MÅ analysere mindst en gang i timen.

Ofte har en sætning, der gør så stort indtryk en grad af sandhed. En sandhed, man måske ikke endnu er nået til og derfor benægter.

Men en sætning, der hænger længe ved, kan også være udtryk for stor uretfærdighed og fordømmelse.

Herren og jeg var til møde på Den Stor Stygge Kommune i går. Vi fortalte om vores frustration over budgettet, der ikke hang sammen, når der kom uforudsete udgifter. Og september måned er i sandhed en måned fuld af uforudsete udgifter.
Sagsbehandleren på ydelseskontoret, hvis job er at beregne vores rådighedsbeløb, for at kunne beregne hvorvidt vi kan få dækket lidt af vores uforudsete regninger, besluttede sig for at dele sin åbenlyse store alvidende indsigt i daglig husførelse og sige de berømte ord, der nu jagter mig:

Jeg mener, I bruger jeres penge på de forkerte ting!

Øhm, HVAD?

Hun forsøger at tale videre, men både Herren og jeg retter os op, og afbryder hende med et "Jamen du er da i din gode ret til at mene, hvad du vil, men hvad bygger du denne påstand på?"

Hun gør et mislykket forsøg på at udpege nogle steder, hvor vi "bruger vores penge forkert":

BAZAR FYN - De fleste, der har handlet i Bazar Fyn ved, at det et et af de billigste steder i Danmark at handle grøntsager og nødder.
SIR CLUB - Jeg købte drikkevarer... til mig og mine 2 yngste søstre til min søsters Bachelorparty... for 120 kroner!!!

Herefter måtte hendes åbenlyse konklusion være, at så brugte vi altså for mange penge på mad!
  1. 600 kroner brugt i Kvickly i oktober måned KAN være udtryk for, at børnene har fået vinterstøvler!
  2. 600 kroner brugt på Nørregård i september måned betyder oksekød til hele vores familie i et HALVT ÅR!
  3. 800 kroner brugt i Real i Flensburg et et udtryk for at de LAKTOSEFRI produkter til min datter med LAKTOSEINTOLERANCE er billigst at købe i Tyskland 4 gange om året!!!
JA, vi køber 95% økologisk, fairtrade og MSC-mærket!
JA, vi støtter lokale grønthandlere og fiskehandlere!
JA, vi køber ind i større mængder, når tilbuddet er der!

MEN...

Vi spiser vegetarisk 3-4 gange om ugen!
Vi bager vores eget brød, både franskbrød og rugbrød!
Vi laver mad fra bunden og køber sjældent "fast food"!
Vi spiser ALDRIG ude!

SÅ ved du hvad, du Oh Alvidende Sagsbehandler?



torsdag den 11. september 2014

Det er ALDRIG gratis, at have en god dag...

Åh, av, øv... Jeg er træt og uoplagt. Min krop værker og mit hoved er ved at eksplodere.
Den eneste grund til, at jeg overhovedet kommer ud af fjerene på sådan en dag, er at hvis jeg afleverer ungerne i skole og børnehave, kan jeg sove på sofaen til de skal hentes igen!


Dagen i går... however... var fantastisk! Og det vil jeg ligge og drømme om på min sofa i dag.
Alle vores fine køkkenmaskiner og gadgets hjalp mig til at være super-produktiv i køkkenet.

Det startede egentlig allerede mandag aften, da jeg var småsulten, men kun kunne finde på en hel masse *CRAP* at putte i hovedet. Jeg nåede endda at hælde cornflakes OP i tallerkenen... For så at hælde det retur igen, spise en håndfuld tomater og gå i seng.


Det første, jeg kunne komme i tanke om var hjemmelavet rugbrød. Jeg har en FANTASTISK opskrift liggende i min mappe, men #1 Den er fuld af sukker og #2 Den er 3 dage undervejs...
Efter lidt google-search faldt jeg over Weekendbagerens blog. Men da jeg fik byttet om på krukken med fuldkornsmel og rugmel OG manglede knækket rug, besluttede jeg mig for at lave min egen version. Jeg havde under alle omstændigheder besluttet mig for at ændre i hvedemels-situationen, til noget á la havregryn, rismel noget...

Rugbrød a la Weekendbageren
2-3 dl surdej (jeg elsker min surdej)
1 gammel nissebajer fra skuret
400g fuldkornsmel
400g fuldkornsrugmel
45g sukkerroesirup (eller maltsirup, når den anden er tom!)
9 dl vand
---
300g ruggryn (med 20% havregryn)
100g græskarkerner
100g solsikkekerner
100g hørfrø
30g salt
  1. Bland surdej, øl, sukker, vand og mel. Bland godt (evt. på røremaskine) og tag 2-3 dl dej fra igen. Læg tilbage i krukken i køleskabet (eller på køkkenbordet, hvis du er sådan én).
  2. Tilsæt de øvrige ingredienser og bland det hele sammen.
  3. Portionen giver 2 stk. 1300g brød, som jeg sætter til hævning i Tefal Jamie Oliver silikoneform, den har alle de gode karakteristika fra silikoneforme, men har stabil ramme og brødet flyder derfor ikke ud. [Nej, jeg får ikke sponsorpenge. Ja tak, Tefal, I må gerne kontakte mig!]
  4. Jeg lod dejen hæve 10 timer på køkkenbordet under et klæde. 
  5. Brødene blev bagt nederst i ovnen ved 200 grader i 55 min. (Hold øje med det, tiden kan variere fra ovn til ovn. Stik evt. termometer ned i og mål kernetemperaturen, der bør være 97 grader.
  6. Lad brødene køle af i formen på en rist en times tid. Så tages de ud af formene og lægges på skorpen på risten en times tid. Til sidst pakkes de ind i viskestykker og så må man gå maverumlende i seng og vente på at vækkeuret ringer!
Og må jeg så lige tilføje, at brødet smager absolut perfekt! Det er sprødt udenpå, tilpas salt og sødt og saftigt indeni. Ulempen? Det smager usandsynligt godt med bare smør.... som kage...



Men med næsten 24 timers ventetid i sigte manglede jeg stadig et brød!
Årh, det er længe siden jeg har bagt knækbrød. Det er simpelthen SÅ nemt. Minimum arbejde!
Opskriften finder du HER.




Har stadig brug for et brød til aftensmaden...
Jeg har lånt en bog på biblioteket:


Der er mange fantastiske opskrifter i bogen, men det er især "Mandelkagen", som ungerne er vilde med. Brødet smager fantastisk både med et tyndt lag forårshonning og som tilbehør til gullasch.



Og nu vi taler om gullasch, Gulyás er en ungarsk middelalderret, der består af kød, grøntsager og paprikasuppe. Den serveres med alt fra brød, pasta og ris til kartoffelmos og kroquetter. Ægte gullasch laves med kød på ben, så gelatinen fra benene kan jævne suppen. Jeg har herunder opskriften på den såkaldte falske gullasch.

Hamisgulyás (Falsk Gullasch)
2 spsk. olivenolie
500g skært oksekød (tern eller strimler)
1 løg i tern
1 rød peberfrugt i store tern
2 fed hvidløg, fintsnittede
2-3 dl mosede tomater
1 spsk. paprika (den milde version til børn, rosenpaprika til voksne)
1 dl vand
  1. Steg kødet i 1 spsk. olivenolie. Tag kødet ud af gryden og drys med paprika.
  2. Steg grøntsagerne klare i 1 spsk. olivenolie. Tilsæt kødet og de øvrige ingredienser.
  3. Lad suppen simre mindst 1 time, gerne mere alt efter kvaliteten af udskæringen.
  4. Her blev suppen serveret med LCHF formbrød og pastinakmos.
  5. Pastinakmosen (til 2 voksne) blev lavet af 5 kogte pastinakker, drænet og moset med 2 spsk. smør, 1 spsk. frisk timian og 2-3 spsk. soyafløde.
Kødet var den sidste pakke fra sidste års slagtning på Nørregård. Lige i tide. Jeg skal nemlig ud og hente friskslagtet sommerkød i morgen.

foto lånt af Nørregård
Da pigerne kom hjem var ovnen stadig varm, og jeg fik lyst til at forkæle os alle sammen lidt. Hvad med småkager? Altså sunde småkager...
Google, google, google... Jeg komponerede min egen småkage ved at mixe en LCHF-småkage med chokoladestykker og en fedtfattig havregrynssmåkage.
Vi kunne jo kalde dem...

Quick Frugal Cookies [24 stk.]
25g smør, blødgjort
1 dl æblemos
½ dl stevia
½ dl sukkerroesirup (fejlkøbet skal jo bruges inden jeg kan åbne min lækre maltsirup)
1 optøet pasteuriseret æggeblomme
2½ dl mandelmel
3 dl havregryn
½ tsk. salt
½ tsk. bagepulver
50g hakket mørk chokolade (mindst 70%)
  1. Opvarm ovnen til 190 grader.
  2. Blend smør, æblemos, sukker og æg.
  3. Bland mel, havregryn, salt og bagepulver og bland i dejen.
  4. Tilsæt hakket chokolade og sæt klatter af det på bageplade med bagepapir.
  5. Bag 10 min. og lad dem køle af på risten.

Og så stod man der med en åben pakke chokolade...
Har jeg mon nogen hasselnødder?


mandag den 8. september 2014

Økologiske Høstmarkeder 2014

Lørdag d. 30. august var vi forbi Maria Bastholm i Fredericia. Det sødeste lille sted.





Ungerne fik lov at vælge et stykke af Marias hjemmelavede kage. Størstemusen valgte den lækreste Squash-chokolade-kage med cremeost-frosting, Mindstetrolden valgte den fineste mirabelletærte. Herren & jeg delte et stykke brombærtærte og fik en kop kaffe. Alt sammen af fine gamle tallerkener med guldkant.


Vi fik lov at prøve at presse æbler til most.


Fine små grisebasser...


Størstemusen fik lov at købe lidt med hjem...


Kan et barn på 6 år virkelig lide squash SÅ meget, tænker du nu...
NOP!


Opskriften følger med!

Jeg har ændret lidt i opskriften. Her er vores laktosefri version:

Squash-chokolade-kage [bradepande 20x30cm]
185g smør
375g sukker
5 æg (small)
1 tsk. vaniljepulver
skal fra ½ citron
1 liter revet squash
300g hvedemel
70g kakao
2½ tsk. bagepulver
1½ tsk. natron
1 tsk. kanel
½ dl soyamælk vanille
  1. Pisk smør og sukker i røremaskinen.
  2. Tilsæt æg, et ad gangen.
  3. Tilsæt vanilje, citronskal og squash.
  4. Bland de tørre ingredienser sammen og tilsæt halvdelen.
  5. Pisk grundigt, tilsæt soyamælk, pisk igen og tilsæt resten af ingredienserne.
  6. Hæld dejen i formen og bag midt i ovnen 1 time ved 180 grader.

Søndag d. 31. august smuttede vi ud til Endrik Maat på Rødmose Gartneri til hans årlige høstmarked. Ungerne har glædet sig til igen i år at plukke tomater, agurker, peberfrugter og vindruer i Endriks drivhuse. Og ikke mindst kagerne. Der er altid gode kager. Yndlingskagen i år var den glutenfri chokoladekage med bønner.






En lækker chokoladekage, der sagtens kan spises selvom du ikke er glutenallergiker.
Portionen rækker 12 store eller 20 små muffins. Du kan også bage kagen i en lille bradepande.
  • 200 gr. kogte sorte bønner kogt efter anvisning på posen
  • 100 gr. blødt smør
  • 100 gr. rørsukker
  • 100 gr. frosne bananer
  • 100 gr. smeltet chokolade
  • Lidt vaniljepulver
  • 1 nip salt
  • ½ dl. cacao
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ tsk. natron
  • 5 små æg
  • Revet skal af en økologisk appelsin
  • evt. hakkede valnødder
Blend bønnerne i en foodprocessor, kom sukker, banan og smør i og blend til massen er glat.
Tilsæt den afkølede smeltede chokolade og blend igen.
Tilsæt de tørre ting og æggene et ad gangen. Evt. nødder vendes i til sidst.
Dejen fyldes i muffins forme og bages ved 185o i ca. 35 min. eller til de er gennembagte.
Vælger du at bage kagen i bradepande med bagepapir, skal bages 45-50 min.
Jytte Grøndahl
* Opskriften er lånt fra Rødmose Gartneri

søndag den 7. september 2014

Æbler & bær

 

En produktiv dag. En stor portion æblemos, 1½ glas havtorn-æble-gelé og 3,25 liter hyldebær-æble-saft. Og en enorm portion ENORME æbler!


Æblerne er af sorten Aroma og blev plukket i Båring til 8 kroner kiloet. Dejligt sted, hvor mormor & Larsen hjalp med at slæbe.




Tror du stadig ikke på mig, når jeg siger, de er ENORME???


Mormor var så fræk at spørge, om hylden i hegnet var til fri afbenyttelse eller salg... Dem måtte vi da hjertens gerne snuppe :-)


Vi nåede da også lige at runde stranden...



Størstemusen har bagt Squash-chokolade-kage. En opskrift, hun har fået af Maria Bastholm til høstmarkedet.


Se lige den fine mole. Hvis det ikke var for skarvene...


Bagerst i fryseren lå den sidste pose havtorn fra sidste år.


Havtorn-æble-gelé ca. 500ml
ca. 500g havtorn
ca. 500g æbler, renset for kernehus
5 dl vand
---
300g sukker
  1. Havtorn er nemmest at få af, hvis man klipper grenene af og smider dem i fryseren.
  2. Hæld havtorn, æbler i tern og vand i en gryde og kog for svag varme ca. 30 min.
  3. Afdryp saften. Pres ikke posen, men lad den dryppe af så længe, at det naturlige pektin kommer med.
  4. Bring saften i kog og tilsæt 100g sukker pr. 1 dl saft.
  5. Skum saften og hæld på rene glas.

Hyldebærsaft ca. 3 liter
ca. 1500g hyldebær
ca. 625g æbler, renset for kernehus
1,8 liter vand
---
125g sukker
  1. Hæld hyldebær, æbler i tern og vand i en gryde og kog for svag varme ca. 1 time.
  2. Afdryp saften.
  3. Varm saften op og udrør sukkeret helt.
  4. Tilsæt 2 tsk. konservering inden det hældes på rene flasker.

tirsdag den 2. september 2014

Økologiens Have i Odder


Besøg Økologiens Have i Odder. Det er besøget værd for alle aldre. Her er både gode idéer til haveindretning, naturlig plantebeskyttelse og spændende planter, der som ofte ikke findes mange andre steder.

Havelyst, plantekasser til dem, der kun kan overskue små enheder.

Herren viser, hvor høje solsikkerne i Parcelhushaven er.

Lilla Stangbønner "Blauhilde"

Stangbønner bruger solsikkerne både som klatrestativ og til beskyttelse mod vind og vejr.

Imponerende 6-kantede bede i Urtehaven.

Der er masser af dyreliv i haverne.

Selv de små lavendelduftende toiletter er nydeligt pyntede.

Der er mange små oaser.

Det er svært ikke at blive imponeret over biernes flittighed,

Grønt i grønt

Blomster, blomster, blomster.

Bier, bier, bier.
Du har faktisk mulighed for at deltage i et fantastisk arrangement i Økologiens Have allerede næste weekend. (Søndag d- 14. september kl. 10-16)


Entre: 50 kr. for voksne og 10 kr. for børn

  • Børneteater
  • Musik
  • Oplæg, taler og paneldebat
  • Rundvisninger
  • Ture i æseltrukket vogn
  • Snobrødsbagning
  • Udstillinger

Du kan læse meget mere om arrangementet på hjemmesiden.