torsdag den 5. september 2013

Hvorfor smide resterne ud? Hjemmelavet bouillon!

Grønsagsbouillon...
Kender I de der klamme gær-ekstrakt-terninger, der egentlig kun smager af salt?
Læs mere om bouillonterningens "hemmelige" identitet på Politiken.


Hvorfor ikke lave sin egen grønsagsbouillon? Det er hverken svært eller dyrt!

Tjek lige dit køkken... Gulerodstoppe, gulerodsskræller, gulerodsender, porretoppe, porreender, fennikeltoppe, persillekviste, løgskræller, kålstokke, runkne peberfrugtrester, kartoffelskræller, aspargesstokke, tomatblomst-ender... Jeg kunne blive ved.

Hvad gør du ved det??? Hvis du er semi-fornuftig, smider du det på komposten. Hvis du er snusfornuftig smider du det i en gryde med laurbærblade, peberkorn, friske krydderurter og salt.
Hvad med den tørre skorpe på parmesanosten? I med den! Majskolbe-stokken? I med den! Kun fantasien sætter grænser.

Kog det godt og længe, gerne hele dagen. Si og hæld på flaske eller kande og stil på køl. Herhjemme har vi erhvervet nogle smarte 2-liters kander, hvor låget er 2-delt, så der kan komme en stavblender ned i.






Nu kan du bruge den i et væld af kombinationer:

  • Som klar suppe med nudler (fortynd evt. med lidt vand)
  • Som reste-suppe med kødboller/pølserester/grøntsagstern/kyllingfilet
  • Som væde til langtidsstegning
  • Som bouillon til risotto/bygotto
Det er dejligt, det er frisk og det er gratis!

Læs mere om genbrug i køkkenet!

Æbler, æbler, æbler

Det er den tid på året og familien plukkede frugt direkte fra træerne for første gang. Det var en fantastisk oplevelse, både for børn, voksne og pengepung. Ungerne spiste ingen aftensmad, for de havde smagt på både blommer, pærer og æbler.


Lindved Frugt ved Højby dannede ramme om vores lille lørdagseventyr. Og selvom vi blev overrasket af lidt regn og måtte søge ly under nogle brede æbletræer buske. Mindstetrolden gnaskede æbler under busken og spillede bagklog "Jeg sagde jo, at skyerne var sorte, mor!"

Hjemme igen laver jeg Verdens Bedste Æblemos (ca. 1 liter):

Ingredienser
  • 1200g æbler (1/3 Guldborg, 1/3 Discovery og 1/3 Sunshine)
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 3 dl vand
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 tsk. salt
  • 1 vaniljestang, delt
Fremgangsmåde
  1. Skræl og rens æblerne. Gem skræller og kernehuse!!!
  2. Skær dem i mindre stykker og læg dem i en gryde.
  3. Tilsæt de øvrige ingredienser og kog 25 min.
  4. Fjern vaniljestangen. Gem!!! 
  5. Hæld i skoldet, atamonrenset glas.

Når du nu alligevel står med en masse skræller, kernehuse og en kogt vaniljestang, så kan du jo lige så godt lave Æblegele (1 syltetøjsglas):
  1. Hæld skræller og kernehuse i en gryde og dæk med vand.
  2. Skrab kornene ud af vaniljestangen og tilsæt både korn og stænger.
  3. Kog 20 min., si vandet fra og smid skræller og vaniljestænger ud.
  4. Hæld vandet tilbage i gyden og tilsæt 30g sukker pr. dl væske. 
  5. Kog til massen når 107 grader og hæld på skoldet, atamonrenset glas.
Pigerne nyder æblemosen ovenpå havregrøden, til vaflerne og som dessert med knuste makroner og lidt fløde. (Hurtigversion af gammeldags æblekage).
I morgen er det fredag og så må man få dessert efter aftensmaden til Disneysjov.
Prøv opskriften på Gammeldags Æblekage fra Aarstiderne. Den eneste, der smager som mormor lavede den.

Læs mere om genbrug i køkkenet!

En sky af vaffelduft

Min store datter kom luskende ned i køkkenet her til morgen, mens jeg stod klar med stavblenderen så stille som jeg kunne, så de kunne vågne til duften af friskbagte vafler. Sådan en mor er jeg nemlig... I dag!


Vaffelopskriften er fra den gode gamle Helserigtig slankekost fra 1986 og går under navnet Trekornsvafler

Ingredienser til 4 personer (10-12 stk.)
  •  50g cashewnødder
  • 225g havregryn
  • 75g fuldkornsmel
  • 140g majsmel
  • 875g vand
Fremgangsmåde
  1. Blend cashewnødder og havregryn til mel. Tilsæt resten af melet og bland.
  2. Blend videre mens du tilsætter vandet.
  3. Bages på vaffeljern
De blev spist og dyppet i alt, hvad sylteglassene gemte på: Æblemos, æblegelé, hyben-brombær marmelade og mirabel-marmelade. Og så selvfølgelig smør og kanelsukker, det er klart!

Da Herren kom hjem fra arbejde, løb Størstemusen ham i møde med en friskbagt vaffel og råbte "Far, vi blev vækket af en sky af vaffelduft!"

Et tragi-komisk tiltag fra regeringen

"...Fødevareministeriet har nemlig besluttet sig for fremover  IKKE at informere danske forbrugere om, hvilke fødevarer, der indeholder flest pesticider og anden kemi. De udtaler, at disse tal er udeladt for ikke at forvirre forbrugerne. Men metoden som Fødevareministeriet har valgt at anvende, kan faktisk forvirre ganske meget mere end den kan gavne..."
Læs hvad Anette har at sige om regeringens seneste udspil: Mad med mindre kemi.
Med fare for at lyde som en amerikansk konspirationsteoretiker, så ligner det camouflage, så færre forbrugere har indsigt i, hvad der sker med vores varer.
Jeg har alle dage holdt på, at danske varer var bedre end udenlandske, når det kom til sprøjtemidler, men nu kan man jo ikke engang regne med det længere.
KØB ØKOLOGISK!!!!!
Sig NEJ til tilsløring af beviser og JA til ØKOLOGI, DYREVELFÆRD, MILJØ og VORES BØRNS FREMTID.

onsdag den 4. september 2013

Når skruen strammes

Egentlig har det jo altid været både min og Herrens bagtanke, at leve med naturen og af naturen. Men ofte skal der lidt kraftigere midler i brug, før man plukker hyldebær fra de offentlige arealer mellem hjem og børnehave, kører i skoven med det formål at plukke hyben og finde svampe og finder weekendture til den nærmeste strand, hvor der vokser havtorn.

Den drastiske metode vi har valgt herhjemme er, kommunekassen har klemt vores økonomi så stramt, at vi nu må finde de gratis glæder, for at få råd til luksusvarer som marmelade, saft og dessert til vores børn.

Men som sagt. Intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Så vi har fået vores penge til at strække længere ved at finde et pluk-selv-sted med frugt. Ved at købe æg og grøntsager direkte fra gårdbutikkerne. Og en masse ture ud i naturen for at gøre brug af alle de gratis glæder.

Lige nu skal jeg ud og lave Mascarpone. Mascarpone er en italiensk friskost, der bl.a. bruges i desserten Tiramisu. Og det må i særdeleshed være en vare, der bliver sparet væk i et skrabet budget, med en kilopris på hele 88kr. Men når fløden nu er på tilbud til 28kr./liter, så bliver det hele lige pludselig meget billigere, kilopris 48kr.

Husk at starte processen et par døgn før, du skal bruge den.

Ingredienser:
  • 1 liter fløde
  • 2 spsk. citronsaft
Jeg har brugt fremgangsmåden fra Max fra Kvalimad:

Hvis du synes Max's videoer er gode, så støt hans site, ved at donere lidt penge til vedligehold.
Dette indlæg er ikke sponsoreret.

torsdag den 12. januar 2012

Tilbage i selen

Dette er et løfte til mig selv!
Ikke et nytårsfortsæt...
Ikke en slankekur...
Ikke endnu et (mislykket) projekt...

Jeg er træt af, hvordan min mave ser ud, når jeg kigger mig i spejlet...
Gå væk!

Og for the record: Nutella smager bedre end torsk!