Alt for mange tanker

Så blev klokken to - om natten. Der er alt for mange tanker, jeg er vågen på de forkerte tidspunkter af døgnet og træt, når mine børn har allermest brug for mig.
Egentlig kan jeg jo nok ikke bebrejde min sygdom for det - Jeg er udpræget B-menneske og har altid været det. Morgenmad og for mange glade mennesker før klokken 10 er en lige så stor synd for mig, som at begive sig mod drømmeland før klokken 1.

Hvad tænker jeg så på?
Ja, her til aften tænker jeg på den udsendelse, Herren og jeg så på DR.dk "DR2 uden CO2-aftryk." Programserien har også et udmærket afsnit om skrald og om at leve uden penge.
Det er for ekstremt. Og tidshorisonten er så kort, at folk ikke kommer rigtig i klemme. De kommer kun i klemme i forhold til deres overforbrug - det er så men slet ikke dårligt. Alt for mange danskere, alt for mange mennesker bruger løs. Men man taber også nogen i kampen.
Som Hanne fra Vrads siger:

"Ved du hvad, sådan skal du slet ikke tænke på det. Du skal finde et lille hjørne og så tage fat. Et eller andet sted, der passer ind i dit liv, lige nu. Lad være med at tage den største udfordring, du skal tage en udfordring, der passer til dig lige nu. Vælg at købe økologisk mælk, færdig! Glem alt det andet."

I udsendelsen om penge blev familien konfronteret med et af virkelighedens reelle problemer, nemlig at skralde. I Ekstra Bladet er en artikel om en familie, der på grund af moderens sygdom, det rigide kommunale system og regeringens nye reformer, må skralde for at få mad på bordet. I Danmark! Det er netop DEN del af det amerikanske system flest danskere har frygtet. At folk må gå fra hus og hjem, fordi de ikke er forsikret på den rigtige måde. Jeg så skammen i moderens øjne (i ovenstående udsendelse), da hun "blev opdaget" i at skralde. Jeg hørte frygten i hendes stemme, da hun fortalte, hvordan hendes søns klassekammerater havde spurgt, om de boller han skulle dele ud, var fisket op af skraldespanden. Jeg så smerten i hendes hjerte, da hun ikke kunne give sin søn råvarer uden potentielle sundhedsskadelige bakterier. Men de kunne gå tilbage til deres velundte liv efter blot en uge.

Hvad kan DU selv gøre? For miljøet? For dyrene? For dine børns fremtid?

Herren og jeg troede, vi havde sikret os mod alverdens ulykker. Vi har alle de reglementerede forsikringer på hus, indbo og bil. Vi har ulykkesforsikringer. Vi har en gensidig begunstigelsesforsikring. Vi har afgivet vores stemmer ved hvert eneste kommunal- og statsvalg siden vi blev 18 og har betalt vores skat med glæde uanset magtfordelingen. Gennem vores job har/havde vi udvidet helbredsforsikring. Og vi skylder ikke mere væk, end at vi kan klare os på 2xdagpenge.

Og hvad skete det?

Systemet fejlede.
I tilfælde af sygdom blev jeg kasseret til ægtefælleforsørgelse suppleret med kontanthjælp, uden mulighed for tilskud til bolig, transport, medicin og behandling. Det konstante pres, både fysisk og psykisk, ønsker jeg ikke for min værste fjende - end ikke den arrogante sagsbehandler, der både er yngre end mig, dårligere uddannet end mig og (bortset fra smerterne) i dårligere helbredsmæssig tilstand end mig.

2014 skal ikke blive året, der knækker mig og min familie.

2013 var et hårdt år. Mine forventninger til mine egne præstationer var alt for høje. Og jeg var sikker på, at i samme sekund jeg sænkede forventningsbarren, ville være sekundet hvor sindet og kroppen gav op, og jeg ville falde død om.
En usynlig sygdom er svær at kapere, selv for den mest overbærende samlever. Han skal stole på mig, når jeg siger, jeg godt kan klare det, at jeg ikke kan klare det, at jeg behøver ro, at jeg ikke kan overskue det. Det er svært, når man selv har arbejdet hele natten og kommer hjem til Jerusalems ødelæggelse, en kone på sofaen og grådkvalte børn 30 minutter før skoleklokken ringer.
Og børnene. Jeg kan ikke nævne størrelsen på den skylds-svulst i mit hjerte. Jeg har aldrig haft let til tårer, men når jeg tænker på alt det, de har måtte hjælpe med og stå imod af afkortede svar og lunefuldt humør græder mit hjerte.

Hvis der har været en underliggende konspiration om at knække mig og min familie, har den i dén grad fejlet. Vi giver ikke op!

* Vores kommunikation er forbedret.
* Vi lader vasketøj være vasketøj og bager en kage i stedet.
* Vi slukker lyset, tænder disco-lampen og danser til musikken i stedet for at lave aftensmad. Så får vi bare rugbrød igen.
* Vi nyder naturen og de gratis glæder og lader os ikke kue af samfundets materialistiske mærkevaremani.

Så bliver det bare ikke bedre!

Jeg tror, jeg tabte tråden...
Fakta nummer 1: Der er ALT for mange tanker at holde styr på
Fakta nummer 2: Klokken er nu 2:47 og der er 3 timer og 33 minutter til jeg skal op
Fakta nummer 3: Jeg har gabt 3 gange... Jeg tror, jeg er klar.